Hold
Her kan du læse om de forskellige hold, der er på Musikskolen FRONTSESSION.
Som elev har man ét grundhold. Her har man over halvdelen af timerne. Resten er bifag.
Musikproduktion
Frontsessions hold i Musikproduktion er stedet, hvor du kan arbejde med elektronisk musik/studie på daglig basis.
Både hvis du har fattet interesse for disse ting og gerne vil have turbo på indlæringen, eller hvis du sigter på at blive optaget på en videregående uddannelse i elektronisk musik/lyddesign på Sonic College i Haderslev eller Konservatoriet i Aarhus, Aalborg, Esbjerg eller København.
Kravene for adgang er, at man er i gang med at producere sin egen musik, og er i besiddelse af en nyere bærbar computer og et par hovedtelefoner.
Fag
Spektral Gehør
Musikproducerens svar på hørelære. Her træner vi absolut genkendelse af forskellige frekvensområder, både som cut og boost, forskellige grader af forvrængning og opnår på denne måde evnen til at bearbejde lyd uden for meget "gætteri".
Elektronisk Sammenspil
Som afslutning på forløbet spiller vi koncerter med synkroniserede computere. Her vil holdet blive delt op i mindre enheder på ca 4 personer.
Mix
Vi arbejder med mix af forskellige instrumenttyper, studieoptagelser, valg af relevante effekter til sporene og generelle principper i moderne audiomix, både elektronisk og instrumentbaseret.
Lyddesign
Vi lærer principperne i forskellige former for lyddesign. Både forskellige former for syntese: AM, FM, Granular, samt forskellige former for sampling. Man vil opnå forståelse for generelle synthesizer-begreber som: VCO, LFO, Envelope, Filter, Amp, osv. Vi kommer til at arbejde med samples, Field Recordings/Found Sounds, Raw Data osv.
Mastering
I moderne lyd er postproduktionen en vigtig del af det endelige resultat. Vi arbejder med alle de grundlæggende mastering-teknikker: EQ, Compressor (evt multibånd) Loudness optimering, stereo-perspektiv, brug af reference-tracks osv. Vi tager udgangspunkt i Abletons indbyggede effekter, men bruger også gratis 3-parts-plugins samt demo af kommercielle pakker.
Roots & Hybrid
Roots & Hybrid er musik hvor etniske elementer møder et moderne eksperimenterende lydunivers.
Vi skal spille numre af kunstnere, som griber fat i fx mellemøstlig, afrikansk, indisk eller nordisk musik og blander det med genrer som elektronisk, rock, jazz, indie og pop. Vi skal også selv forsøge at danne vilde og nytænkende musik-hybrider, og vi skal eksperimentere med pedaler, synths og andre effekter på både instrumenter og sang.
Roots & Hybrid er holdet for dig, der vil være med til at bygge nye musikalske broer, og du vil sammen med dit hold være med til at præge, hvilken retning vi skal på verdenskortet og i lydlandskabet. Du vil bl.a. opnå at blive bedre til at improvisere i anderledes tonesprog og skalaer, forbedre din rytmeforståelse med anderledes beats og taktarter og generelt få åbnet din musikalske horisont.
Du kan få inspiration og opleve eksempler på Roots & Hybrid ved at kigge på Det turkise telt som er en forening der hvert år laver en festival af samme navn til Spot-festivallen i Aarhus.
Eksempler på kunstnere som du kan møde på Roots & Hybrid holdet: Åben Spotify Playlist
Fag
Sammenspil
På Roots & Hybrid er sammenspil den primære undervisningsform. Vi samarbejder om at danne holdets eget udtryk og sound. Vi skal spille en hel del koncerter i forløbet og vi sigter mod at få skabt et stærkt og festligt sæt som vi kan komme ud over scenekanten med live.
Vi vil spille en del af tidens musik og hvad der er aktuelt inden for Roots & Hybrid verdenen, ligesom vi også vil støde på numre fra 60/70erne og op til i dag. Vi arbejder også med at fortolke numre og laver evt. selv arrangementer.
Groove / Improvisation
Vi skal fordybe os i forskellige etniske grooves og rytmesprog. Der vil her være fokus på at komme til at swinge fedt sammen. Vi skal også fordybe os i at improvisere i de skæve skalaer og tonesprog vi møder i de numre vi spiller.
Inspiration
Vi skal lytte til musik og spille numre for hinanden. Det kan være originale numre, som kunne være spændende at fortolke, og det kan også være egne idéer, som vi sammen kan komponere videre på og spille.
Jazz
På dette hold er dit udtryk i fokus. Du bliver en rutineret improvisator. Erfaren i komposition og arrangement. Du får begreb om nutidig jazz æstetik og virkemidler.
Musikken er rytmisk udfordrende - gerne i skæve taktarter. Vi tænker jazz bredt/nyt og lader os inspirere af virkemidler fra eksperimenterende r'n'b og elektroniske stilarter, som f.eks. drum'n'bass. Her er plads til sangere, strygere, blæsere og rytmegruppe.
Du skal være opsøgende, have overskud på dit instrument, kunne læse noder og have lysten til at skabe og øve. Du bliver, med hjælp, kapelmester på din egen komposition, så du får altså musikpædagogisk udfordring og træning.
Fag
Musikteori og komposition
Grundstenen i denne undervisning er det konstante skifte mellem tavleundervisning og løsning af opgaver. Faget sigter mod at give den nødvendige teoretiske indsigt, som kræves for at musikeren kan improvisere og komponere. Det teoretisk tillærte føres over på instrumentet og udføres i praksis.
Alle vil opnå at have skrevet en hel komposition, og vhja. nodepartitur arrangere den for bandet, og spille den på turnéen.
Efter endt forløb er eleven i stand til at lave en komplet harmonisk analyse af praktisk talt al rytmisk musik. Dvs. at eleven har den fulde forståelse for hvilke skalaer, der er primærskalaer i improvisationen.
Hørelære
Vi træner vores øre og nodelæsning med Solmisation, og det nyudviklede rytmesystem Duvidava. Vi lytter af og vokalimproviserer.
Denne hørelæreundervisning tager afsæt i Suzuki-metoden, og vi benytter os af et hav af "hørelære-lege".
Sammenspil
I starten af semestret arbejder vi med klassiske jazz-skills.
Derefter går over til at arbejde med elevernes nye kompositioner. Her er jazz mere løst defineret, som værende musik, der indeholder improvisation, udvidede akkorder, stilhed, larm, smukke melodier og andre kontraster.
Vi øver os på at give plads og lytte til hinanden, men også på at "tage den" og fylde hele rummet ud. Vi benytter os af emergensens væsen; det at vi som band har mulighed for at “udtrykke os større” end vi kan enkeltvis.
Improvisation
Vi tilegner os melodiske færdigheder inden for hirajoshi og andre pentatone skalaer i omvendinger. Vi udforsker kvarter. Får metoder til at spille/synge over diverse akkordprogressioner. Du får redskaber til at spille både "ude" og "inde".
R'n'B (kun forår)
På R'n'B dyrker vi sammenspil. R'n'B er en bred betegnelse, som har stærke indflydelser fra blues, jazz, funk, soul, pop, world og elektronisk musik - og det vil man kunne mærke.
Der vil være fokus på at lave fede, medrivende arrangementer, som vi kan fyre af live.
Der vil være rig mulighed for at arbejde med improvisation og korarrangement, såvel som eksperimentering med elektroniske elementer og synthesizere.
Fag
Sammenspil
Her dyrker vi R'n'B-universet i dets mange afskygninger - med henblik på at spille det live i løbet af forløbet. Vi dykker ned i den mere blues-prægede rhythm and blues fra 50'er-perioden, den funky og soulede R'n'B fra 60'erne og 70'erne, de poppede, synthesizer-prægede 80'ere og 90'ere og også den mere kontemporære del fra 00-erne og op til nu, hvor genrerne blander sig mere sammen. Vi spiller covers, men kommer også til at spille musik, vi selv komponerer.
Groove/Improvisation
Vores fokus her er ikke på koncerter, men på at finde sammen rytmisk og tonalt. Vi bruger varierende grooves og loops til at øve os i, hvordan vi ligger i forhold til time, og vi øver os i at improvisere over forskellige akkordprogressioner og feelings.
Indie (kun efterår)
På Indie dyrker vi sammenspil og søger vores unikke udtryk som gruppe. Indie er en betegnelse, der rummer mange forskellige lyde og retninger, og det vil man kunne mærke. Når vi spiller covers læner vi os op af originalerne, men sigter efter at gøre det til vores eget. Vi vil også spille vore egne kompositioner, så sangskrivning kommer også til at spille en rolle i hverdagen.
Vi vil fordybe os i spændende og alternative arrangementer med fokus på at skabe nogle uforglemmelige koncerter.
Fag
På Indie-linien har man fagene Sammenspil, Fordybelse/Impro og Sangskrivning.
Sammenspil
Her dyrker vi Indie-universets mange forskellige afskygninger. Det er her, vi laver arrangementerne og indøver de numre, som vi kommer til at optræde med. Vi spiller både covers og musik, vi selv komponerer.
Fordybelse/Improvisation
Vores fokus her er ikke på koncerter og kompositioner, men på at finde sammen rytmisk og tonalt. Vi bruger varierende akkordprogressioner og loops til at øve os i, hvordan vi ligger i forhold til time, og hvordan vi klinger sammen. Vi vil også øve os i at improvisere over de forskellige akkordprogressioner og feelings.
Sangskrivning
Her dyrker vi vore egne idéer, som vi bringer videre til sammenspil.