De fleste kursister på latinholdet finder hurtigt ud af at de starter på “bar bund”. Du har måske allerede beskæftiget dig med “latin” i diverse sammenhænge, fx. prøvet kræfter med bossa nova, latinrock, samba reggae i sambapercussiongrupper eller spillet latinjazzarrangementer i big bands.
På dette hold går vi videre, bagom, dybere og dyrker de oprindelige stilarter i den reneste form. Dit genrekendskab udvides og du opdager at latin er meget mere.
Vi tager ikke udgangspunkt i fx. rock eller jazz for så at krydre med latinelementer. TIngene vendes på hovedet. Udgangspunktet er de originale stilarter - råt for usødet.
At vi derefter måske tilfører rock-, rap-, funk- eller jazzelementer til vores latinbase er kun helt naturligt.
Stilarter
Du bliver trænet i diverse stilarter indenfor den brede hat vi kalder latin og får mulighed for at spille de mest kendte, såsom salsa, son, afrocubansk 6/8, bolero, guiro, cumbia, chachacha, danzón, bomba, plena, rumba guaguanco, songo, merengue, timba, pachanga, partido-alto, frevo, baiao, samba batucada, samba reggae, samba funk og bossa nova.
Mange af stilarterne virker utilgængelige, for uoverskuelige til du selv giver dig i kast med dem (hvor mange kender du der kaster sig ud i fx. at lave et salsaband?), men på latin “knækker vi koden”.
Igennem sammenspilsundervisningen får du føling med de mange specifikke musikalske termer, regler, former og instrumenteringskrav, som du vil kunne jonglere med i dit videre musiske virke.
Undervisningen
I øvelokalet bruger vi langt den største del af tiden på at spille. Du får en musikteoretisk/historisk tilgang til den pågældende stilart, men hovedvægten lægges på den praktiske tilgang hvor groove, dynamik, frasering og improvisation er i fokus. Undervisningen er intens. Vi tager hellere tingene 1 gang for meget end 1 gang for lidt, altså til tingene sidder “lige i skabet”. Både din fysik og koncentrationsevne skærpes og du vil til sidst kunne klare at øve intenst og meningsfuldt i timevis.
Besætning
Bandet kan bestå af følgende: leadvokaler, keyboard, bas, guitar, trommer, percussion, saxofon, trompet, trombone, tværfløjte, cello, violin.
Leadvokaler vil synge på engelsk, dansk, spansk og portugisisk og derudover spille håndpercussion samt blive trænet i dans. Alle bandmedlemmer får mulighed for at synge backingkor samt spille percussion.
“Alle musikere i Cuba er først og fremmest percussionister - derefter instrumentalister”.
På scenen
Latin er “brugsmusik” der både indeholder flotte og avancerede melodilinier, polyrytmiske grooves, halsbrækkende blæserløb og skarpe breaks.
Vi gør brug af performenceteknikker der bringer alt dette ud over scenekanten og træner hvordan man som én velsmurt maskine kan løfte i flok, opbygge den fede koncertoplevelse og arbejder med følgende:
Hvordan griber du et evt. forbeholdent publikum? Indtager du scenen på en måde der skaber interesse for publikum? Syner du seriøsitet udadtil? Tager du dig selv og din musik alvorligt? Tager du dit publikum alvorligt? Er du så sikker på din fremtoning at du tør flytte koncerten et niveau op - også selvom du kaster dig selv ud på “dybt vand”?
Efter Frontsession
Frontsession har det eneste tilbud i DK, om en dagbaseret undervisning, hvor du får mulighed for intenst at dyrke de mange facetter af latingenren.
Selv ikke hvis du ender på RM/RMB-linierne på konservatoriet, vil du have mulighed for at specialisere dig i samme grad. På latinholdet har du mulighed for blive et motorisk monster med en evne til hurtigt at danne dig et overblik og gennemskue komplicerede rytmestrukturer samt avancerede former.