Fotografisk Skole er en af landets ældste, bedste og mest nyskabende skoler indenfor fotografi. Efter et ophold på skolen har du alle muligheder for at blive en mere kompetent, tænksom og eksperimenterende fotograf. Meget dygtigere og meget mere dig.

Uddannelsen er projektorienteret med udgangspunkt i den enkelte. Du har mulighed for at arbejde med selvstændigt formulerede projekter eller stillede opgaver. Arbejdet på skolen forudsætter selvstændighed og lyst til at komme videre. Vi lægger vægt på hyppige billedgennemgange, både holdvis og individuelt med lærerne, hvor du har mulighed for at få evalueret dit arbejde. Med udgangspunkt i dine billeder vil du modtage teknisk og teoretisk undervisning, ligesom vi har ugentlige foredrag om samtids- og historisk fotografi.

For os at se, er verden stadig åben. Vi mener ikke der findes nogen facitliste, når vi taler om godt fotografi. Man må selv gøre en indsats, forsøge og vove pelsen, hvis man vil nærme sig fotografier der rykker.

Undervisningen foregår normalt mandag - fredag indenfor tidsrummet 9 - 15, men du vil kunne benytte faciliteterne døgnet rundt. Hvert semester tager vi på en studietur, der de senere år gået til Berlin. Desuden afslutter vi semesteret med en stor og altid velbesøgt udstilling.

Vi lægger stor vægt på et godt socialt miljø i uformelle omgivelser, og vi forsøger med nye tiltag fra semester til semester til stadighed at udfordre såvel dig som os selv, for derigennem at skabe de bedste rammer for din kreative udfoldelse.

Se skolens hjemmeside www.fotografiskskole.dk

Tilfældigt udvalgt billede...